Intuitiv ledelse

Intuitiv ledelse er i sin essens at tage beslutninger ud fra din intuition. Ved at få ro på indeni og skabe forbindelse til et autentisk lederskab får du autoritet og mod til at træffe de rigtige beslutninger (som du allerede kender) og overskud til at tænke i anderledes, kreative baner.

Intuition

Intuition arbejder mange gange hurtigere end din hjerne og finder nye kreative løsninger, mens din analytiske og logiske hjerne baserer løsninger på tidligere erfaringer.

Når du lytter til din intuition eller din mavefornemmelse, så tuner du ind på din indre bevidsthed.

De fleste kan lære at lytte til deres intuition. Det er er spørgsmål om træning. Det er sjældent tilfældigt, når vi mærker noget, ser noget eller hører noget, selvom vi kan have svært ved at placere, hvor vi har det fra. Kender du oplevelsen af, at noget eller nogen dukker op, netop som du har sendt dem en tanke eller haft brug for hjælp til noget?

Når vi skal lære at lytte til vores intuition, så handler det om at have ro på indeni og være opmærksom på din energi – både den du sender ud og den du modtager.

Ego: Når alting er faldet på plads, finder jeg ro

Intuition (sjæl): Når jeg har fundet ro, falder alting på plads

Tilbage til toppen

Energi

Loven om tiltrækning går ud på, at du tiltrækker de mennesker og situationer, som er i harmoni med de tanker og følelser, der fylder hos dig. Det du tænker og føler (det meste af tiden og stærkest) skaber dit liv. Det er også̊ dine tanker og holdninger om dit liv, som mere end noget andet, har skabt den situation, du befinder dig i nu – god eller dårlig.

Tanker + følelser => adfærd. Jo mere vi kan påvirke vores tanker, jo mere kan vi påvirke vores følelser, og dermed adfærd.

Energi forbinder os til hinanden, til jorden og til alt andet levende. Energi kan føles som noget der fylder dig med lykke eller som noget, der dræner alle dine ressourcer. Energi kan være let og tung, og den påvirker os, selv om den ikke er vores egen. Det vi i daglig tale kender som at adfærd smitter – og det gælder både god og dårlig adfærd.

Alt i os og omkring os er energi. Vi mærker energien hele tiden i os selv, i andre og i vores omgivelser. Når vi lærer at mestre energien, kan vi tage lederskab i vores liv.

En måde at mestre vores energi på er at være forankret i os selv, dvs. være tro mod os selv og vores egne værdier.

Tilbage til toppen

Lev efter dine egne værdier – vær autentisk

Som mennesker kan vi være indre styret, dvs. være styret af hvad vi selv mener, tænker og tror. Vi kan også være ydre styret, dvs. være styret af, hvad vi tror andre mener, tænker og tror. Jo mere ydre styret, jo mere er vi styret af, at vi ikke føler os gode nok. Jo mere indre styring, jo mere kan vi sige hvad vi mener, uden at være bange for hvad andre tænker. Det skaber selvaccept og evnen til at være tro mod dig selv og dine egne værdier.

Der er rigtig mange, der lever efter hvad de tror andre mener, tænker og tror. Det er ikke verdens nemmeste måde at leve på, for vi ved i virkeligheden ikke hvad andre mener, tænker og tror, selvom vi tror vi ved det og gør os en masse tanker om det (som skaber følelser og dermed adfærd).

Det er langt nemmere at tage udgangspunkt i hvad vi selv mener, tænker og tror. Det opbygger følelsen af at være god nok. Jo mere vi tør være tro mod os selv, jo mere autentiske bliver vi.

Det handler om modet til at vise verden hvem vi er.

Tilbage til toppen